Endnu en dansk rekord til en ung Skive atlet
Af: Annette N. Jensen
Søren Børsting forbedrer rekord fra 1998 i kuglestød med 14 cm
Skive AM's unge atleter har valgt at udnytte hele 2008. Fredag aften blev det således til endnu en dansk rekord til en ung Skive atlet.
15 årige Søren Børsting satte ved et kastestævne i Marselisborg Hallen ny dansk rekord med et stød på 16.54 m. En forbedring på 14 cm af Gert Skals' rekord fra 1998.
Det har længe ligget i kortene at Søren havde niveauet og potentialet til at støde langt og efter et par mislykkedes forsøg, så lykkedes det i fredags at få teknikken til at fungere og rekorden kom i hus.
Den 22. november satte Søren dansk rekord udendørs. Den unge atlet kan således se tilbage på en sæson der har budt på dansk mesterskab, en flot placering som nr. 2 ved det store internationale ungdomsstævne Verldungdomsspelen på Ullevi (billedet) i juni måned og nu også dansk rekordindehaver både uden- og indendørs.
Søren Børsting trænes af Peter Woidemann. Søren er med i Team Danmarks Talentudviklingstrup og er her tilknyttet den amerikanske kastetræner Simon Stewart. Stewart er desuden træner for Joachim B. Olsen. Om Olsen beslutter sig for at satse på en TV-karriere fremover, så er der grøde i kuglestød herhjemme og flere talenter står i kø for at overtage tronen.
19.12.2008