Udskriv siden

OBS: Husk timeløb idag mandag den 15. juni

Af: Henning Eithz

Dette er en orientering om klubbens timeløbsarrangement, mandag den 15. juni 2009 kl. 18.00 til 19.00 på Skive Stadion.

I lighed med de sidste 5 år afvikler vi også i år dette arrangement. Løbet afvikles primært for at tjene nogle penge til klubben, og dermed bl.a. støtte til børne- og ungdomsarbejdet. I klubben har vi over 200 børne- og ungdomsmedlemmer, heraf langt de fleste i vores atletikafdeling. Vi er den atletikklub i Danmark, der har den største børne- og ungdomsafdeling, og vore unge rangerer blandt de bedste i landet.

Den 15. juni håber vi selvfølgelig på nogle hyggelige timer på stadion, med en masse deltagere på løbebanen. I år er der også mulighed for at løbe som hold (se nedenfor og andet sted i bladet).

Lidt om arrangementet:

Det er vores mål, at få så mange af klubbens medlemmer som muligt til at løbe (løbe/gå) i denne time. Både børne-/ungdomsmedlemmer, voksne atletikudøvere, motionister, orienteringsløbere, triathleter m.fl. Skulle du/I som forældre også have lyst til at løbe med, er I meget velkomne.

Nyt fra i år: Ønsker du ikke at løbe alene, er det fra i år muligt at løbe som et hold. Et hold kan bestå af 2, 3 eller 4 løbere, og I kommer til at løbe med samme nummer (ciffer). Der er lavet en særskilt sponsorkontrakt for hold.

Præmier:

I hver af aldersgrupperne 6-9 år, 10-12 år, 13-15 år, 16-18 år og 19 år og ældre er der et gavekort på 600 kr. til den løber, der løber det største beløb ind, og et gavekort på 400 kr. til den løber der løber det næststørste beløb ind. Gavekortene er til en sportsforretning. Derudover bliver der mange mindre præmier til uddeling. Det er alderen på dagen, der er gældende.

Især til vore børne- og ungdomsmedlemmer (og deres forældre):

Vi håber, at I vil være jeres barn/børn behjælpelig med at få nogle sponsoraftaler i hus – hjælpe med at kontakte de personer m.fl., som måske vil være sponsorer. Det kunne være bedsteforæl-dre, anden familie, gode venner, forretningsforbindelser, jer selv m.fl.

Især til de voksne medlemmer:

Vi håber, at du vil bruge energi på at få nogle gode aftaler i hus. Snak med dine venner, naboer, arbejdskammerater, forretningsforbindelser mv. Der er helt sikkert nogle, som gerne vil spon-sorere dig, og som synes, at det kunne være helt spændende.

Ønsker du ikke selv at løbe, men gerne vil tegne sponsorater for én som gerne vil løbe, eller omvendt, er det også helt i orden.

Tænk på, at selv mindre sponsorater kan blive til penge. Kan du/I f.eks. tegne 4 sponsorater til 5,00 kr. pr. omgang, og du/I løber 21 omgange, så er der tjent 420,00 kr. til klubben.

Aflevering af kontrakterne:

· Børne- og ungdomsmedlemmer skal aflevere sponsorkontrakterne til deres træner senest lørdag den 13. juni.

· Voksne medlemmer/deltagere skal aflevere kontrakterne til formanden for den afdeling de er med i, eller lægge dem i klubbens postkasse ved stadion. Også senest lørdag den 13. juni

· Vi vil dog gerne, at kontrakterne afleveres løbende, efterhånden som de bliver tegnet. Det er vigtigt, at de udfyldes korrekt og tydeligt, med både sponsorbeløb, navn/navne, samt navn og adresse på sponsor.

På forhånd tak for hjælpen.

Venlig hilsen

Skive Atletik- og Motionsklub.

15.06.2009