Line Reneé Jensen fortsætter sin eksplosive udvikling
Af: Annette Nørgård Jensen
Ny personlig rekordforbedring til 3.60 meter i Nordstan, Gøteborg
Netop hjemvendt fra 3 ugers træningslejr i Stellenbosch, Sydafrika, så er Line Renée i gang med at finde stormformen her en måneds tid før DM Inde i atletik.
I lørdags deltog Line i et stævne under lidt andre rammer end det normale stadionanlæg. Midt i Gøteborg store indkøbsmetropol Nordstand blev der i weekenden budt til 3 dages ”Stavhoppskarneval”. Et initiativ som forsøger at gøre sporten mere publikumsvenlig efter principperne ”Om ikke Mohammed kommer til bjerget, så må bjerget kommet til Mohammed. Konkurrencepladsen bliver simpelthen lagt ud blandt publikum som kommer i storcentret. 90 stangspringere fra 8 nationer kæmpede i storcentret og den store opbakning fra publikum ansporede de mange springere, så der i alt blev sat 40 personlige rekorder undervejs.
Undervejs på træningslejren i Sydafrika havde Line forbedret sin personlige rekord fra 3.41 til 3.45 – men i lørdags lykkedes det hende at tage yderligere et kvantespring og fik noteret 3.60 meter. Et resultat som rakte til en 3. plads i juniorklassen. Samme højde som den finske vinder Katri Isomäki og toeren Carolin Ackermanna, Tyskland.
De 3.60 meter placerer Line som den syvende bedste springer i Danmark gennem tiden. Resultatet var endvidere under 18 års kravet til Talentudviklingen.
24.01.2010