Udskriv siden

3. runde af Puma Cross- og Landevejs Cup i Roskilde

Af: Ulla Aackmann

4 af SAMs ihærdige løbepiger har i dag deltaget i 3. runde af Puma Cross- og Landevejs Cup i Roskilde. Hos juniorpigerne skulle Katrine Væsel, Laura Nijhuis og Julie Nørgård Jensen løbe 5 km på en 2½ km rundstrækning. Nanna Bagger, som tidligere har gjort det rigtig godt i vinterturneringen måtte desværre melde afbud til dagens dyst. Nanna har gennem nogen tid døjet med en skade i foden, og hun er først nu ved at være klar igen.

Amanda Nygaard deltog hos seniorkvinderne og skulle derfor ud på den dobbelte distance, 10 km.

På forhånd havde man frygtet, at vejret ville gøre det svært for deltagere og tilskuere, men det viste sig heldigvis ikke at give nogen problemer af nogen art.
Arrangørerne fra Hellas Roskilde fjernede den nyfaldne sne om formiddagen, og gav det lige en ekstra gang med fejekosten lige før løbets start, så alle deltagere havde sort asfalt under fødderne. Og med temperaturer lige omkring frysepunktet og ret vindstille var der fine forhold for alle parter.

Juniorpigernes løb fik en noget overraskende udvikling, idet 15 årige Julie Nørgård Jensen efter et afventende udlæg fandt en hidtil uset motivation og fart! Langsomt men sikkert indhentede hun konkurrenterne én efter én, indtil hun kun havde løbets senere vinder, Anna B. Mikkelsen (Bagsværd AC), foran sig. Julie har ikke tidligere været under 20 min på 5 km, så det kom som en stor overraskelse, at hun i dag formåede at løbe sig ind på løbets 2. plads med tiden 18.54 min. kun 6 sekunder efter vinderen. Et fantastisk flot og veldisponeret løb fra den unge løber, som dermed velfortjent høster frugterne af mange timers styrke-, koordinations- og udholdenhedstræning.

Efter et ikke helt optimalt løb kom Katrine Væsel i mål på løbets 4. plads i tiden på 19.23 minutter, mens Laura Nijhuis fik en flot debut med en 7. plads og tiden 20.14 min.. Samlet set betød det, at Skive-pigerne trods afbud fra Nanna Bagger vandt holdkonkurrencen og nu fører suverænt i den samlede stilling.

Seniorkvindernes løb blev helt som ventet vundet af Sara Sig Møller, AGF Atletik, med tiden 36.40 min.; Amanda Nygaard gjorde her en fin figur og gennemførte de 10 km på 43.07 min.. Amanda bor og træner til daglig i Århus, så det er rigtig dejligt at se, at hun holder fast i den rød/sorte klubdragt, og stadig stiller op for SAM.

Næste runde af Vinterturneringen afvikles i april måned i Herning, men inden da skal det blive spændende at følge SAM-løberne ved de kommende DM-arrangementer i Sparbank Arena!

01.02.2010