Udskriv siden

Vestdanske mesterskaber i kastemangekamp

Af: Ulla Aackmann

Kr. Himmelfartsdag indbød Holstebro Atletikklub kastere fra Jylland og Fyn til årets vestdanske mesterskaber i kastemangekamp. En kastemangekamp kan indeholde øvelserne kuglestød, diskoskast, hammerkast, spydkast og vægtkast og vinderen er den kaster, som samlet set har høstet flest point.

Fra Skive Atletik og Motion stillede vi med en pænt stor trup på 9 kastere og de gjorde generelt en god figur ved mesterskabet – det blev både til metal og rekorder.

Hos de mandlige seniorer kastede Jakob Strand sig til en klubrekord med et vægtkast på 16,13m. Et velfortjent resultat til Jakob, som også satte personlig rekord i hammerkast med 53, 26m og efter en udmærket serie endte med sølvmedaljen om halsen.

Øverst på sejrsskamlen kom Kris Thomsen hos de 16-17 årige drenge og Heidi Toft Hansen hos både de 18-19 årige piger og seniorkonkurrencen. Begge atleter leverede solide indsatser og levede helt op til deres bedste. Kris med personlig rekord i både diskos (40,33m) og vægt (16,53m) og årsbedste i hammer (53,42m). Heidi med lange kast i favoritøvelsen hammerkast (45, 22m) og i vægtkast (12,51m).

Dagens øvrige medaljetagere blev:

  • Knud V. Hansen: sølv i M65
  • Dan Thomsen: sølv i M22
  • Emil Aackmann: bronze i M17
  • Hejdi Hejgaard: sølv i P17
  • Marie Vestergaard: sølv i P19 og senior kvinder

17.05.2010