Skive AM kåret til Årets Forening i Dansk Atletik 2010/11
Af: Annette Nørgård Jensen
Skive AM opnåede fornem hæder på Dansk Atletiks årsmøde i Strib ved Middelfart, da klubben blev valgt som Årets Forening i Danmark 2010/11.
Traditionen tro hædres hvert år en forening/klub på Årsmødet som i det forgangne år har markeret sig under en eller anden form i Dansk Atletik Forbunds regi.
Formanden for Dansk Atletik Lars Vermund begrundede Bestyrelsens valg af Skive med blandet følgende:
Skive AM er en aktiv klub som også blander sig konstruktivt i debatten
Klubben præsterer et flot talentarbejde i ungdomsrækkerne
Klubben påtager sig og afvikler mange stævner i Skive - med høj kvalitet
Skive AM er en ihærdig motionsløbsarrangør og afvikler store løb
En overrasket Annette Nørgård Jensen modtog pokal og blomster på Skive AMs vegne og fik stående applaus fra forsamlingen.
"På hele Skive AMs vegne vil jeg takke for den flotte hæder. Grunden til at jeg blev lidt overrasket er, at vi også i 2001 modtog pokalen og ikke lige havde set den komme igen. Den gang var begrundelsen det store rekrutteringsarbejde vi havde lavet og i løbet af 2 sæsoner havde oparbejdet en ungdomsafdeling med 200 medlemmer, hvilket var ganske uhørt på daværende tidspunkt.
Jeg er stolt over begrundelsen i dag, da det viser at vi som klub arbejder seriøst og målrettet på mange fronter - lige fra eliteatletik til motionsidræt og at vi sammen præsterer "ydelser" til atletik Danmark som bemærkes og har gjort at afstanden til Skive er blevet mindre gennem årene.
Jeg vil ønske stort tillykke til alle i Skive AM og samtidig takke for den indsats der ydes hver dag på alle fronter. Betragt dette som et kæmpestort skulderklap og cadeau for jeres indsats - en indsats som altså bemærkes også uden for bygrænsen"
09.10.2011